Vinterbane 2026/27

Sommerbanen lukker – vi går på vinterbane
Mandag den 16. november lukker sommerbanen, og der spilles herefter vinterbane på Hjortespringbanen frem til foråret 2027.
Marbækbanen spilles til sommergreens hele vinteren når dette er muligt.
I den forbindelse indfører vi følgende vinterforanstaltninger:
Vinterforanstaltninger Hjortespringbanen:
- Der spilles fra de udlagte måtter, som er markeret med orange teestedsmarkeringer, og der spilles til rødt flag.
- Der er krav om obligatorisk brug af måtter på det generelle område, som er klippet i semiroughhøjde eller lavere. Måtterne er placeret på siden af buggiehuset samt i starterhuset. Husk venligst at returnere måtterne efter brug.
- Brug af persontransporterende køretøjer er ikke tilladt.
- Respekter venligst afspærringerne og følg de anviste stier. Dette gælder også for spillere med bærebag.
- Vi henstiller til, at der benyttes bærebag for at mindske sliddet på fairways. Hvis det undtagelsesvis ikke er muligt at benytte bærebag, opfordrer vi til at spille med begrænset udstyr.
Vinterforanstaltninger Marbækbanen:
- I tilfælde af rimfrost, frost eller sne skal der spilles til rødt flag.
- Der er krav om obligatorisk brug af måtter på det generelle område, som er klippet i semiroughhøjde eller lavere. Måtterne er placeret ved indgangen til klubhuset. Husk venligst at returnere måtterne efter brug.
- Brug af persontransporterende køretøjer er ikke tilladt.
- Respekter venligst afspærringerne og følg de anviste stier. Dette gælder også for spillere med bærebag.
- Vi henstiller til, at der benyttes bærebag for at mindske sliddet på fairways. Hvis det undtagelsesvis ikke er muligt at benytte bærebag, opfordrer vi til at spille med begrænset udstyr.
- Banen er ikke handicapregulerende.
Hvorfor går vi på vinterbane nu?
Hjortespringbanen er en bane med rigtig mange spillede runder. Samtidig har vi ikke mulighed for at benytte pesticider/svampemidler til at beskytte græsset mod sygdomme.
Det betyder, at især greens er ekstra sårbare i vinterperioden og har brug for ro og hvile for at kunne komme bedst muligt gennem vinteren og stå stærkt igen til foråret.
Ved at gå på vinterbane og indføre de nødvendige restriktioner reducerer vi belastningen på banen i en periode, hvor græsset har begrænsede muligheder for at vokse og reparere sig selv.
Vi håber derfor på jeres forståelse og opbakning til vinterforanstaltningerne. Det er en fælles indsats, som skal være med til at sikre, at vi også kan glæde os over en god bane, når foråret 2027 kommer.
Tak for jeres hensyn og forståelse – og god vintergolf!