Skip to main content
260808_Klubhus_bred

Damerne vinder 1. division

Hjortespring Golfklubs damer vinder 1. division – nu venter kamp om en plads i elitedivisionen

Hjortespring Golfklubs damehold leverede en stærk præstation i sidste runde af Danmarksturneringen. Trods afbud fra tre af holdets normalt stærkeste singlespillere lykkedes det at vinde puljen i 1. division. Nu venter Søllerød i kampen om oprykning til landets bedste række.

På papiret så opgaven ellers vanskelig ud, da Hjortespring i den sidste runde skulle på udebane mod Mølleåen.

Mølleåen stillede med et særdeles stærkt hold med blandt andre professionelle Alberte Thuesen, Louise Dahl, Julie Lykke Nielsen og Emma Bunch, som er en af Danmarks mest vindende collegespillere.

Samtidig måtte Hjortespring undvære tre af holdets normalt stærkeste singlespillere, Cecilie Finne-Ipsen, Jessica Dyreskov og Caroline Kirkegaard Bruun, som alle var ude at spille turneringer i England og Skotland.

Udgangspunktet var dog godt. Hjortespring førte puljen med 10 point foran Mølleåens 8. En delt holdkamp ville derfor være nok til at sikre puljesejren. Ved et nederlag skulle Hjortespring sørge for at holde den samlede score tæt nok til at vinde på den indbyrdes score.

Stærk start i foursomes

Klokken 8.00 slog dagens første foursome ud med Filippa Mortensen og Annesofie Krogsaa mod Mølleåens Louise Dahl og Julie Lykke Nielsen.

Mølleåen kom stærkt fra start og var allerede to under par efter fem huller, men Hjortespring-duoen svarede igen. Tre birdies var med til at vende kampen, og Filippa Mortensen og Annesofie Krogsaa sikrede sejren på hul 18 med 1/0.

I den anden foursome stillede Hjortespring med et meget ungt makkerpar: den nykårede årgangsmester for 14-årige piger, Luka Petersson, og 16-årige Karla Viola Mortensen.

De stod over for Mølleåens stærke duo Emma Bunch og Alberte Thuesen. De to Hjortespring-piger kæmpede flot, vandt flere huller og formåede også at dele huller på birdies, men måtte til sidst se sig slået 5/4.

Dermed stod det helt lige, 2-2, efter formiddagens foursomes.

Hjortespring havde nu brug for blot én sejr – eller to delte matcher – i eftermiddagens fire singler for at sikre sig den nødvendige indbyrdes score.

En eagle satte gang i eftermiddagen

Annesofie Krogsaa var først ude i singlerne mod Mølleåens Louise Bækgaard.

Det blev en tæt match, indtil Krogsaa på hul 10 leverede et af dagens helt store øjeblikke. Hun holede sit indspil for eagle og bragte sig 1 up.

Føringen gav hun ikke fra sig igen, og på hul 17 kunne hun lukke matchen med en sejr på 2/1.

Dermed havde Hjortespring sikret de afgørende point.

I tredje single mødte Julie Finne-Ipsen Julie Lykke Nielsen. Mølleåen-spilleren havde en varm putter, og selvom Finne-Ipsen også fik birdies på kortet, måtte hun se sig slået 3/2.

Karla Viola Mortensen spillede anden single mod Alberte Thuesen. Det blev længe en tæt match, men den 16-årige Hjortespring-spiller tog føringen og var 2 up efter hul 16. En delt par på hul 17 var nok til at lukke matchen 2/1.

Fem birdies fra Emma Bunch

I første single stod Filippa Mortensen over for Emma Bunch.

Mortensen, der selv rejser til USA i denne uge for at begynde på college, havde glædet sig til mødet med den rutinerede collegespiller, som undervejs på runden også delte ud af sine erfaringer fra collegegolf.

Bunch viste samtidig, hvorfor hun regnes blandt Danmarks stærkeste spillere. På de 13 huller, matchen nåede, lavede hun fem birdies og ingen bogeys – fem under par.

Filippa Mortensen spillede selv en fin runde, men måtte se sig slået 6/5 af en velspillende Emma Bunch.

Det ændrede dog ikke på det vigtigste:

Hjortespring Golfklubs damehold har vundet pulje 2 i 1. division og er klar til at spille om oprykning til elitedivisionen.

Oprykningskampen spilles 12. september på Hedeland Golfklub-

Her møder Hjortespring Søllerød, der vandt den anden pulje i 1. division øst.

Dermed er Hjortesprings damer nu kun én holdkamp fra en plads i dansk golf’s bedste række.

Holdet bag puljesejren:

Luka Petersson
Karla Viola Mortensen
Filippa Mortensen
Caroline Kirkegaard Bruun
Jessica Dyreskov
Cecilie Finne-Ipsen
Annesofie Krogsaa
Julie Finne-Ipsen


260808_Damer_Tee8

Lørdag blev det til en sikker hjemmesejr over Værløse på 10-2